Tak for en god generalforsamling


Kære medlemmer. Tak til jer, der mødte op til generalforsamlingen d. 19. marts 2026 – og i det hele taget til jer alle for den store opbakning og engagement, der kendetegner vores klub. Vi er nu over 400 medlemmer og STK er i en god og sund udvikling. På den note og på bagkant af generalforsamlingen vil bestyrelsen gerne give en status med udgangspunkt i formandens beretning for året, der er gået.
 
Hybridbanerne
Hybridbanerne har fyldt meget i bestyrelsen i årets løb. Banerne - som vi har ventet længe på - lever desværre ikke op til den standard, vi ønsker og kan forvente, og vi har året igennem været i dialog med kommune og involverede parter for at finde en løsning. Der er nu lagt en plan for udbedring, som bl.a. omfatter nye linjer, forbedring af dræn og omgivelser, etablering af automatisk vandingsanlæg, oprensning og servicering. Vi håber, arbejdet snart kan gennemføres, så vi kan tage banerne i brug hurtigst muligt i kommende sæson. Det glæder vi os alle til, tak for tålmodigheden.

Flotte sportslige resultater og arrangementer
STK har haft et spændende og stærkt år sportsligt med fine resultater på hold- og individuelt niveau, hvor vi især kan bryste os af hele 3 fynske mestre: +30 herrerækken blev en ren Svendborg-finale mellem Thor Melby og Jacob Evald, hvor Jacob trak det længste strå, +40 i damerækken vandt Louise Fenne, og i +70 herrerækken vandt Erik Klinge. Og så sluttede vores dygtige juniorer, U10 Drenge, øverst i deres række i holdturneringen. Tillykke med alle de fine resultater! Det er stærkt gået og virkelig positivt at se bredden i klubben folde sig ud. Samtidig skal der lyde en stor opfordring til at møde op til hjemmebanekampene og heppe på vores dygtige spillere. Klubben giver gerne en øl/vand eller et glas vin, når man sidder på terrassen og ser på.
Vi har også igen haft fornøjelsen af at være værter for FM for veteraner – tak til alle frivillige, der får det hele til at spille, herunder vores eget veteranudvalg for den praktiske afvikling. FTU sætter pris på at komme her, og vi hilser dem naturligvis også hjertelig velkommen igen 11-14. juni i år.

Juniorudvalg
Der er stor aktivitet blandt juniorerne med god energi i den daglige træning og en fuldt booket tennisskole i 2025. Vores juniortrænere har igen i år gjort et stort og flot stykke arbejde, og vi oplever stor opbakning fra forældre såvel i kulissen som på banen. Tak for det! I 2026 ønsker vi at fortsætte den positive udvikling – forankret i et nyt juniorudvalg på initiativ fra Anders & Sophie Hastrup Christensen – med fokus på bl.a. at styrke rekruttering, fastholdelse og trivsel for ungdomstennis i STK. En fælles indsats mellem det nye juniorudvalg og trænerne, støttet af bestyrelsen, som vi ser meget frem til.

Frivilligheden gør forskellen
Til sidst skal der lyde en kæmpe tak til alle jer, der giver en hånd med – hvad enten det er til arbejdsdage, vedligeholdelse af baner, sociale arrangementer eller det daglige liv i klubben. Det engagement er helt afgørende for, at klubben fungerer så godt, som den gør.

Kontingentsatser 2026
Ifm årets generalforsamling blev kontingentsatserne for 2026 vedtaget, og der er netop sendt opkrævning ud for den kommende udesæson. Indtil vi får opdateret hjemmesiden, kan satserne ses i referatet fra generalforsamlingen.

Bestyrelsen 2026

På generalforsamlingen blev der genvalg til Kristian Karlkvist, Peter Schleicher, Kurt Andersen og Charlotte Troensegaard, som tager en tørn mere i bestyrelsen sammen med Lene Damkiær, Thor Melbye og Jonas Nordahl. Samtidig blev Anders Hastrup, René Lassen og Kristian Madsen valgt til suppleanter.

Vi ser frem til endnu en sæson med masser af tennis, fællesskab og gode oplevelser på og omkring banerne.
 
/Bestyrelsen

 

Klubturnering vintersæsonen 2025/26

Så er vi klar til klubturneringen for vintersæsonen 2025/26.

 

U10 vinder holdturnering 2025

STK's drenge vinder U10 B-rækken i FTU Holdturnering efter nogle super imponerende præstationer henover sommeren 2025, og i kølvandet på FTUs kåringsdag blev drengene overrasket hjemme i Svendborg med medaljeoverrækkelse og diplom.

En flot markering af hvor meget vores unge spillere rykker sig - og også en cadeau til vores enormt engagerede junior-trænerteam, der gør sig umage for at sikre et træningsmiljø med den helt rette balance mellem fjol og finesse. Det skal nemlig først og fremmest være sjovt at gå til tennis, når man er U10'er, så skal server og spin, flugtninger og fodarbejde nok komme henad vejen. I år har drengene her med al tydelighed formået at kombinere lidt af det hele. Så; stort tillykke til Thomas, Svend-Albert, Jens, Axel og Toke!

Giv dem alle en hilsen og en high-five, når I møder dem på anlægget.

Svendborg Tennis U10B vindere af FTU Holdturnering 2025


Kontigent for 2025-2026


Tennis
eller padel ude i perioden 1. maj 2025 – 30. april 2026.

Senior kr 950

Junior kr 500

Familie med hjemmeboende børn kr 1600.

Et medlem kan spille med en gæst for kr 75 i timen.

 

Tennis og padel ude i perioden 1. maj 2025 – 30. april 2026

Senior kr 1300

Junior  kr 800

Familie med hjemmeboende børn kr 2250

Et medlem kan spille med en gæst for kr 75 i timen.

 

Kontingent til spil i tennishallen betales særskilt.

Kontingent kan indbetales på klubbens konto i Fynske Bank :  0815  8170038801

Eller mobile-pay   91573,

med angivelse af navn, adresse, fødselsdato, tlf. og email.-adresse.

 

Padel Pay-and-Play

Book her til pay-and-play.

PADELBANERNE

Timepris P&P: 100.- kr. uanset tidspunkt. (For dem, der ikke er medlem af Padel)

Ved booking af baner får du tilsendt mail, hvoraf der fremgår hvilken kode, du skal taste for at låse banen op.

Koden tastes på tastaturet placeret på gavlen v. klubhuset ud mod banerne.

God fornøjelse :-)

/ René